MENU
Aula_close Layer 1

Tingagerskolens historie


Tingagerskolen i Ringe

 

1

Først i tresserne var skolen i Brangstrup fyldt til bristepunktet bl.a. fordi elever fra Gestelev og Palleshave blev kørt dertil. Samtidig blev der i Ringe by bygget nyt boligområde syd for Ørbækvej/Vestergade.

 

I de første forespørgsler og ansøgninger fra 1964 om en ny skole i Ringe syd, benævnes den ny skole ”Sydskolen”, men meget snart ser vi navnet Tingagerskolen i ansøgningerne til de forskellige myndigheder. Det bliver omsider besluttet at opføre Tingagerskolen under ”Rationelt skolebyggeri.”

 

Det hele gik hurtigt:

Planeringsarbejdet startede

20.03.1966

 

Byggeriet påbegyndt

08.06.1966

 

Rejsegilde

14.11.1966

 

Skolen blev afleveret

01.06.1967

 

Tingagerskolen blev indviet 18.08.1967

2

 

Det var noget nyt at bygge skoler på den måde, så i de første år var der ofte besøgende både fra ind- og udland. Man var meget interesseret i den form for skolebyggeri.

 

De første år havde skolen 2 klasserækker på samme årgang til 7. klasse. Skolen havde det første år 225 elever, og der var normeret 10 lærerstillinger. De følgende år voksede elevtallet, også i specialklasserne, hvor eleverne de første år kom fra hele det gamle Svendborg amt.

 

I juni 1969 stiftes Tingagerskolens forældreforening som har været med til at styrke sammenholdet og skabe et godt og positivt samarbejde.

 

15. november 1970 fik Tingagerskolen sin første børnehaveklasse. Det var dermed også kommunens første børnehaveklasse.

 

Efter 7. klasse blev eleverne overført til Midsfyns kommunale realskole (nu Nordagerskolen) eller Ringe kommuneskole (Guldhøjskolen) nu nedlagt. De følgende år ”kæmpede” Tingagerskolen med de kommunale myndigheder om lov til at undervise eleverne i hele skoleforløbet. Det lykkedes omsider. I 1971 fik skolen 8. og året efter 9. klasse. I 1975 fik vi så endelig 10.klasse. Elevtallet voksede, så der i 1978 var 508 elever. Det var også det år tilbygningen omkring centralrummet blev taget i brug. Det var arkitekt Niels Albretsen og ingeniør Ove Brandt Hansen Ringe, der stod for tilbygningen. De to ringeborgere havde også været med til at tegne og opføre de oprindelige bygninger.

 

På Tingagerskolen er der foregået solidt skolearbejde gennem årene. De første år blev der holdt et vågent øje med skolen, da det var en ung skole med mange unge lærere. Der blev også ind imellem arbejdet utraditionelt. Og skolen var kendt for sine spændende temauger – her skete der altid noget ganske usædvanligt. Eleverne arbejdede f.eks. en uge i 1986 med at udsmykke skolen sammen med kunstneren Jørgen Hinke. En del af udsmykningen kan stadig ses.

Ligeledes blev skolen flere gange omdannet til et MINISAMFUND. Eleverne elskede disse uger og gik op i det med liv og sjæl - kreativiteten fik her frie udfoldelser.

3

 

Motiv fra Menneskegangen

 

At skolen var på forkant så man, da HELE SKOLEN tog på fælles lejrskoler 2 gange. Det skete med særtog til ”Sletten” ved Himmelbjerget. Det var en kæmpe succes, men det var også et stort arbejde for lærerne og de mange forældre, der var med som ”madtanter”.

 

På vej til ”Sletten

 

4

 

Som tidligere nævnt er Tingagerskolen bygget som et ”rationelt skolebyggeri”. Ved udbygningen i 1978 prøvede man at tilpasse de nye bygninger til dette oprindelige byggeri bl.a. med flade tage. Gennem årene var der mange problemer med disse tage. Derfor besluttede Byrådet i 1994 at ændre tagkonstruktionen så skolen derefter ville få en tagkonstruktion med høj rejsning med røde

tagsten.

Første etape blev færdig i 1994 og sidste etape i 1995.- Samtidig blev skolens asbestlofter forseglede overalt.

 

I 1997 fik skolens SFO endelig selvstændige lokaler. – Lokalerne blev bygget til den bestående BH- klasse. En tiltrængt tilbygning, der var blevet kæmpet for gennem mange år, var endelig på plads.

 

I dec. 1999 besluttede Byrådet at kommunens 10. årg. fremover skulle samles på Tingagerskolen. Byrådet begrundede deres afgørelse med, at der i skolens daværende undervisning var elementer, der lå fint i tråd med kommende lovgrundlag for 10. kl.

 

Dramaugerne startede i 1997 med stor succes og er blevet en fast tradition hvert år til stor glæde for alle.

 

Festivalen i 2003 – Skolen lejede lokaler ud til Midtfyns Festivalen for 150.000 kr. I det hele taget blev Midtfynsfestivalen, lige fra dens start i 80’erne, en god indtægtskilde for Forældreforeningen. Mange forældre lagde gennem årene et stort stykke arbejde her, til stor glæde for skolens børn.

 

Efter kommunesammenlægningen er skolens elevtal i stadig vækst og der er nu 389 elever på skolen, og alt tyder på at elevtallet vil runde de 400 i skoleåret 2009/2010.

 

År 2009 bliver også året, hvor den store ombygning af skolebiblioteket er gået i gang. Alt inventar mm. er fjernet og der sker en fuldstændig ombygning, til et nyt LÆRINGSCENTER.

 

Skolens inspektører/skoleledere gennem årene:

 

Anders Aalund   1967 - 1978

Jørgen Jensen     1978 - 1982

Kurt Hansen       1982 - 1992

Jens Mogensen 1992 - 2006

 

Bjarne Nielsen                2006 -

 

Forfattet af: Kurt Hansen, Jens Mogensen og Poul Erik Nielsen

Dokumenter
Tingagerskolens historie_0.pdf Shape Created with Sketch.